Fra den 1. juli overgår Mondos tidligere hosting-kunder til Atea. Kunderne, der overdrages, matcher specielt godt til Ateas nuværende hosting-forretning på grund af størrelse og nuværende løsningsmodel. I handelen indgår også Mondos unikke samt specialudviklede hosting-platform og 15 medarbejdere. Atea har købt hosting-aktiviteterne for 27,7 mio. kr.
I 2010 forventes den købte forretningsdel at generere en omsætning på 25,5 mio. kr. samt et EBITDA på 8 mio. kr.
Købet vil styrke Ateas outsourcing- og driftsvirksomhed i Danmark, og det vil positionere Atea som en aktiv leverandør af Infrastructure as a service og cloud computing på grund af den specialudviklede hosting-platform. Mondo vil over de kommende måneder overføre kunderne til Atea, der som Nordens største it-leverandør kan tilbyde en lang række samhandelsfordele.
”Mondo har gjort et stort og godt stykke arbejde i deres hosting-forretning, og det er både et godt produkt og nogle dygtige medarbejdere, der nu bliver en del af Atea. Vi ser dette tilkøb som en naturlig styrkelse af vores nuværende outsourcing- og hosting-forretning og et væsentligt tiltag for at positionere os inden for cloud computing og ’Infrastructure as a service’,” siger administrerende direktør Peter Trans, Atea.
Aftalen kommer alle parter til gode, da Atea får styrket den allerede sunde hosting-forretning, og Mondo får mulighed for at skærpe virksomhedens kernekompetencer.
”Det er et års arbejde og investeringer, vi nu afslutter med salget til Atea. Vores nye hosting-platform er et solidt fundament for, at Atea kan udnytte stordriftsfordele og skabe lønsomhed i hosting-forretningen. I Mondo har vi ikke plads og muskler til at udvikle dette område yderligere – til gengæld styrkes de attraktive forretningsområder Cloud Computing og Infrastructure as a service nu yderligere i Atea. Dermed er denne aftale en optimal løsning for både kunder, medarbejdere, Atea og Mondo,” siger administrerende direktør Lars Nordenlund Friis, Mondo A/S.
Yderligere oplysninger
Adm. direktør Peter Trans, Atea
Telefon +45 25 43 51 74
E-mail peter.trans@atea.dk
Administrerende direktør Lars Nordenlund, Mondo A/S
Telefon: +45 51 53 31 11
E-mail: lnf@mondo.dk